Marco Sørensen får heltemodtagelse

Flag og champagne var fundet frem, da den lokale racerkører, Marco Sørensen, vendte hjem til Nordjylland med trofæ i bagagen.

Bobler, danske flag, glædestårer og store knus. Det var dét, der mødte den nyudklækkede verdensmester inden for motorsport, Marco Sørensen, da han tirsdag formiddag vendte hjem fra Bahrain med et trofæ i kufferten. 

Terminal 2 i Aalborg Lufthavn var netop af den grund tæt pakket med familie og venner. En modtagelse, som han ikke er vant til.

- Min kæreste plejer at hente mig, og jeg har lige talt i telefon med hende, så jeg havde slet ikke regnet med sådan en modtagelse. Men det er vildt dejligt, og det gør mig rigtig glad, siger Marco Sørensen.

Det er Marco Sørensens mor, der har sørget for at invitere venner og familie til at modtage sønnen.

- Jeg er er så stolt af ham. Det er kæmpe stort. Og det er ikke hver dag, man bliver verdensmester, så det skal vi fejre. Også nu hvor vi desværre ikke kunne være i Bahrain og fejre ham, siger Marco Sørensens mor, Connie Sørensen.

- Det er noget af det største han har opnået på sin ellers korte karriere. Jeg er så stolt, siger kæresten Simone Vestergaard.

 
 
Foto: Sophie Schou Jensen

Og det er ikke uden grund. Efter seks timers ræs i Bahrain vandt den nordjyske racerkører sammen med sin makker Nicki Thiim VM ved World Endurance Cup, WEC, i løbsserien GTE Pro, der er kendt fra Le Mans.

- Jeg er så stolt og glad. Nu skal jeg fejre det med min familie og venner, og drikke noget mere af det her, siger Marco Larsen med et stort smil på læben og peger på champagnen. 

Verdensmesteren har et par dage i fødebyen Aalborg, inden turen igen går til England, hvor han skal træne op til den næste sæson. 


Seneste nyt

fra Nordjylland