Masser af krydstogtskibe lægger til kaj i Aalborg

Aalborg Havn bliver i de kommende år Danmarks tredjestørste cruisehavn, da masser af krydstogtskibe kommer til at lægge til kaj i havnen.

Gæster på krydstogt kommer i de kommende år til at indtage Aalborgs gader i større stil end hidtil. VisitAalborg og Aalborg Havn har nemlig i øjeblikket stor succes med at tiltrække krydstogtskibe til havnen.

- Vi er meget glade for, at den intensiverede indsats har båret frugt. Store nordeuropæiske destinationer som Skt. Petersborg, Stockholm og København er altid populære blandt krydstogtgæster, men som en mindre destination er vi ikke selvskreven på sejlplanerne. Vi bliver derfor nødt til at kæmpe lidt hårdere for at få anløb til byen, og det ser altså ud til at blive belønnet, siger Claus Holstein, administrerende direktør i Aalborg Havn.

Allerede nu ligger det fast, at 15 krydstogtskibe vil lægge til kaj i Aalborg næste år. 21 krydstogtskibe har givet tilsagn om at anløbe Aalborg Havn i 2016, og det forventes, at tallet ender på 25 skibe.

Den støre vækst i antallet af krydstogtskibe, der lægger til kaj i Aalborg, gør Aalborg Havn til landets tredjestørste cruisehavn. Aalborg Havn vil kun blive overgået af Copenhagen Malmö Port, som dækker hele Øresundsområdet, og Rønne Havn.

Kun ét krydstogtskib har anløbet Aalborg Havn i år.


Seneste nyt

fra Nordjylland