Medie: Tysk storklub lurer på White Hawks-topscorer

Mathias Bau Hansen er kommet i den tyske klub Düsseldorfer EG's søgelys og kan være tabt for Frederikshavn White Hawks.

Frederikshavn White Hawks har i de seneste sæsoner nydt godt af Mathias Bau Hansens mange point, men nu kan den 23-årige forward snart være tabt for den nordjyske Metal Liga-klub.

Det tyske ishockeymagasin Eishockey News skriver, at traditionsklubben Düsseldorfer EG har snøren ude efter den to meter høje forward, som i den forgangne sæson blev topscorer for White Hawks.

Düsseldorfer EG er en af Tysklands ældste og mest vindende klubber. Traditionsklubben spiller i den bedste tyske række, DEL, men har ikke vundet det tyske mesterskab siden 1996. Klubben skulle nu ifølge Eishockey News have udset sig Mathias Bau Hansen som en af de spillere, der kan være med til at bringe Düsseldorf-klubben tilbage til toppen.

Mathias Bau Hansen har spillet for Frederikshavn White Hawks siden 2014. Han har vundet tre bronzemedaljer med nordjyderne.

Frederikshavns cheftræner Mario Simioni har tidligere sagt, at han ikke forventer, at Mathias Bau Hansen spiller for klubben i næste sæson.


Seneste nyt

fra Nordjylland