Mie og Viktor skal til OL

Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer fra Aalborg Svømmeklub er udtaget til OL og kan nu rette fuld fokus på at toppe, når startskuddet lyder i Rio.

Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen og altså Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer fra Aalborg er udtaget til OL. Det bliver dermed et stærkt hold af svømmere, der til sommer står klar til at repræsentere Danmark ved bassinkanten ved OL i Rio, efter at DIF's bestyrelse har udtaget fem svømmere til OL på baggrund af en indstilling fra Dansk Svømmeunion.

Alle fem svømmere, der nu er udtaget, har vist, at de hører til blandt de bedste i verden, og hvis alt går op i en højere enhed, kan vi se frem til yderst spændende finaler med dansk deltagelse, forklarer sportschef, Lars Green Bach.

- Alle fem svømmere hører til på øverste hylde. De har de seneste år leveret resultater til både EM og VM. Vi ved, at OL-finaler altid er utrolig tætte, men vi ved også, at svømmerne har potentiale til at præge finalerne. At de allerede bliver udtaget nu, giver os gode muligheder for at planlægge træningen i forhold til at præstere det bedste, de kan, når det hele går løs i Rio. Derfor fokuserer vi lige nu på at sikre dem bedst mulige forberedelser sammen med Team Danmarks eksperter, siger Lars Green Bach.

Svømmerne har vundet masser af medaljer siden OL i London, og derfor er de en hjørnesten på det danske hold. Det understreger DIF's OL chef de mission, Morten Rodtwitt.

- Jeg forventer, at svømmerne vinder medaljer, det vil jeg ikke lægge skjul på. Svømning står et godt sted på baggrund af nogle flotte resultater, og svømmeunionen har en meget stærk struktur. Det er et forbund og nogle svømmere, som ved, hvad de vil, og som er meget ambitiøse i deres tilgang til sporten, siger Morten Rodtwitt.

Fakta om svømmerne

Mie Østergaard Nielsen
Alder: 19
Disciplin: 100 meter rygsvømning
Tidligere OL-deltagelse: 2012 i London (6., 7. og 17. plads)
Medaljer ved EM og VM: 8 guld, 3 sølv og 6 bronze

Viktor Bromer
Alder: 22
Disciplin: 200 meter fly
Medaljer ved EM og VM: 1 guld og 1 sølv

Seneste nyt

fra Nordjylland