Motionscyklister og bilister i færdselskrig

03:08

Foto: Michael Andersen

1 af 2

Motionscyklister oplever at vrede bilister kaster flasker efter dem eller forsøger at presse dem i grøften.

Ole Larsen fra Cykel Motion Biersted er vej ud på en kort træningstur alene. I dag er der ingen konflikter med bilisterne, men sådan er det ikke altid, når Cykel Motion Biersted har træningsaftener sammen.

- Vi har oplevet at blive presset af bilister, der kører ind foran os, så fem mand er kørt i grøften og flere måtte en tur på skadestuen. Det er virkelig ubehageligt, siger Ole Larsen.

I går fortale vi her på TV2/Nord om en cyklist, der følte sig så chikaneret af en bilist at han lagde et billede af bilisten på Facebook. Færdselsloven siger at cyklister gerne må køre to og to ved siden af hinanden på vejen, hvis der er plads til det. Hvor meget plads der så skal være er bilister og cyklister ofte uenige om, oplever politiet og så opstår balladen.

- Det er formentligt fordi alle holder på deres ret. Cyklisterne vil køre to og to ved siden af hinanden, men bilisterne mener at cyklisterne fylder for meget. Jeg tror det er der konflikterne kommer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jan Stagsted.

Ole Larsen og klubkammeraterne erkender at de på steder med kun lidt trafik kører op til fire mand i en vifte, selvom man altså kun må køre to ved siden af hinanden.

- Ja vi bryder loven.

Men kan du ikke forstå at bilisterne bliver vrede over det?

- Jo, det kan jeg godt, men hvis der kommer bilister så bliver alle kommanderet ind på en række.

Der var ingen der dyttede i dag, ingen langemand blev flashet ud af sideruden, men der er træning igen i aften.

Færdselsloven siger også at cyklister der kører ved siden af hinanden skal trække ind til siden, hvis en bil gør tegn til en overhaling.

Flere nyheder fra TV2 Nord