Mystisk mælkehvidt udslip i å-løb

Et mystisk udslip har mandag aften farvet et å-løb i Hjørring mælkehvidt. Udslippet er ufarligt, men ingen ved, hvad det er eller hvor det kommer fra.

Nordjyllands Beredskab blev mandag aften kaldt til et industrikvarter ved Frederikshavnsvej i Hjørring.

Meldingen lød, at der var sket et større kemikalieudslip, men virkeligheden var langt mindre dramatisk. Og meget, meget mystisk.

Et overløb fra en brønd i kvarteret betød at vandet i et å-løb var blevet helt mælkehvidt, men hverken indsatslederen eller den tilkaldte miljøvagt fra Hjørring Kommune ved, hvilket stof, der var årsagen.

- Vi har set det tre-fire gange siden efteråret, og vi har taget prøver af vandet, sidst det skete. De kunne ikke vise, hvad det var, der var løbet ud i vandet, men vi kunne se, at det hverken er skadeligt for mennesker eller miljø, siger miljøvagt fra Hjørring Kommune Tom Jørgensen.

Nu bliver der igen taget prøver af vandet og en formodning om, hvem kilden er, skal undersøges nærmere.


Seneste nyt

fra Nordjylland