TV2 Nord

Naturfredningsforening opgiver at standse kæmpefyrværkeri

Sikkerhedsstyrelsen vil ikke blande sig i affyringen af 55.000 raketter på Hjallerup Marked. Derfor opgiver Naturfredningsforeningen nu at standse fyrværkeriet

Danmarks Naturfredningsforening (DN) måtte onsdag opgive at få sat en stopper for danmarkshistoriens største fyrværkeri på Hjallerup Marked torsdag aften. Både Brønderslev Kommune og Sikkerhedsstyrelsen har meldt pas.

DN frygter en forurening med især ikke nedbrydelige tungmetaller i naturen ved at knalde 55.000 raketter af på kort tid på et lille areal. Men kommunen mener ikke, at der er noget til hinder i miljølovgivningen for at brænde 40 raketter af i sekundet i godt 20 minutter. Hver raket står med otte centimeters mellemrum på et areal, der svarer til to fodboldbaner.

Derefter forsøgte DN at få Sikkerhedsstyrelsen, der tager sig af fyrværkerireglementet, på banen.

- Men heller ikke der var der hjælp, da de ikke mener, at reglerne er overtrådt. Derfor har vi opfordret dem til at overveje en justering af reglerne. For vi mener fortsat, at der skulle have været lavet en natur- og miljømæssig vurdering af sådan en sviner som det her, siger miljømedarbejder i DN, Allan Andersen, til Ritzau.

Ifølge arrangørerne bliver fyrværkeriet dobbelt så stort som fyrværkeriet ved indvielsen af Storebæltsbroen.

Planen er da også at få fyrværkeriet med i Guinness Book of Records. Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) er blandt de sandhedsvidner, der skal holde øje med, at rekordforsøget går ærligt til.

De 55.000 raketter stammer fra et restlager, der ikke kan sælges, men som godt må bruges til festfyrværkeri under kontrol af godkendte fyrværkere.

Bag rekordforsøget står firmaerne Højen og Magic Fyrværkeri ApS i Holstebro og L.C.H. Import A/S i Aalborg. De har længe drøftet et rekordforsøg og tilbød sig til Hjallerup Marked, der har taget imod tilbuddet med kyshånd.

- Det er nogle firmaer, der er brændt inde med en masse fyrværkeri, som de ikke kan sælge og i stedet for at betale for at få bortskaffet nu forsøger at slippe af med til skade for naturen, siger Allan Andersen fra DN.

/ritzau/

Har du et godt tip?