Naturgasselskab blokerer for billig energi

Foto: Tv2nord.dk

Dansk Fjernvarme kritiserer et naturgasselskab for at blokere for billig og grøn energi til borgerne i Tylstrup.

Naturgasselskabet HMN Naturgas I/S blokerer for, at borgerne i Tylstrup kan få billig og grøn energi. Det mener Dansk Fjernvarme.

Aalborg Kommune og borgerne i Tylstrup ville ellers gerne have ført fjernvarme til byen i takt med, at det nuværende anlæg skal udskiftes.

- Vi synes, at HMN Naturgas I/S blokerer for et projekt, der er med til at give borgerne i Tylstrup billig og grøn varme direkte fra Nordjyllandsværket i Aalborg, siger Kim Mortensen, der er direktør for Dansk Fjernvarme.

Det er overskudsvarmen fra værket i Aalborg, som i øjeblikket bliver ført ud i Limfjorden, som skulle ledes ud til forbrugerne som billig energi.

- En blokering af det her projekt går lodret imod de energiplaner der er og den beslutning der er truffet om at udfase naturgassen i Danmark inden 2035, siger direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Det er i sidste ende Energiklagenævnet der skal tage stilling til klagen.

Flere nyheder fra TV2 Nord