Nedlagte lossepladser kan være giftbombe

Mange af lossepladserne ligger så tæt på vandløb og åer, at de truer naturen.

Manglende restriktioner i forhold til for eksempel sortering af affald på de tidligere pladser for år tilbage betyder, at forurenende stoffer kan sive ud i det omkringliggende vandmiljø.

- Der er en betydelig risiko for, at de nedlagte lossepladser lækker. Hvis det sker, kan det have konsekvenser for dyrelivet. Siver der jern og ammonium ud i vandløb og åer kan fiskene dø, fortæller landets førende ekspert inden for forurening fra lossepladser, Poul Løgstrup Bjerg, DTU.

Region Nordjylland, som skal kortlægge de sorte pletter, fortæller, at der er ikke mindre end 120 nedlagte eller tidligere lossepladser i regionen. Alle udgør en risiko og kan lede giftstoffer ud i vandmiljøet.

Der er endnu ikke lavet en målrettet indsats for at undersøge, om de vandløb og åer, der ligger tæt på de nedlagte lossepladser, har taget skade.

Klokken 19.30 i aften spørger TV2/Nord socialdemokraternes nordjyske medlem af folketingets miljøudvalg Flemming Møller Mortensen, hvad han vil gøre for at komme problemet til livs.


Seneste nyt

fra Nordjylland