Nicolai Larsen i AaB til 2018

Foto: Iben Hedemann (arkiv)

AaB har forlænget aftalen med målmand Nicolai Larsen til 30. juni 2018. [b] [/b]

Nicolai Larsen, der i slutningen af december af målmandskollegaerne i Superligaen og i 1. division blev kåret til den næstbedste målmand i Superligaen i 2013, blev hentet til AaB i sommeren 2010 fra Lyngby Boldklub.

- AaB har i en menneskealder været stærkt besat på målmandsposten, og med forlængelsen med Nicolai Larsen vil vi også være det i de kommende år. Ikke mindst i indeværende sæson har Nicolai Larsen udviklet sig kolossalt, siger AaB's sportschef Allan Gaarde.

- En forlængelse af Nicolai Larsens kontrakt har haft høj prioritet for os. Sammen med målmandstræner Poul Buus og vores reservemålmand Carsten Christensen udgør Nicolai et stabilt team, og særligt Poul Buus har stor ære af Nicolais fremgang, roser Allan Gaarde og tilføjer:

- Både på og uden for banen udstråler Nicolai enorm ro, og hans målmandsspil er kendetegnet af dedikation og få fejl, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling.

23-årige Nicolai Larsen har repræsenteret alle danske landshold fra U/16 til U/21 og er i alt noteret for 37 U-landskampe for Danmark.

- Min familie og jeg befinder os perfekt i AaB og i Aalborg, så jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg helst ville fortsætte i AaB, fastslår Nicolai Larsen.

- Sportsligt er klubben tilbage i toppen af dansk fodbold, og når man tager vores forholdsvis unge trup i betragtning, så synes jeg, at fremtiden tegner lys.

- For mit eget vedkommende har jeg taget et step af gangen, og jeg kan kun rose samarbejdet med både Poul Buus, Kent (Nielsen, cheftræner, red.) og resten af trænerteamet, slutter Nicolai Larsen.

Nicolai Larsen er foreløbig noteret for 104 officielle kampe for AaB.

Flere nyheder fra TV2 Nord