Nordjyderne mindst gavmilde med flaskepanten

Velgørenhedsknapperne på flaskeautomaterne i Coops forretninger bliver brugt mindre i Nordjylland end i resten af Danmark.

Nordjyderne donerede i 2013 færrest penge til fordel for CARE Danmark og Børn Vilkår via flaskeautomaterne i Coops butikker.

På flaskeautomaterne kan man vælge at give sin flaskepant til de to foreninger. I 2013 gav det 6,2 millioner kroner på landsplan, men kun knap 450.000 kroner af de kroner kom fra Nordjylland. Næst færrest penge kom fra Region Sjælland med lidt over 800.000 kroner.

Direktøren i Børns Vilkår er imidlertid glad for hver en donation, han får ind.

- Hver en krone gør en stor forskel i et lille liv - for hver 35 kroner, vi samler ind via Velgørenhedsknappen, kan vi besvare et ekstra opkald, siger Rasmus Kjeldahl.

Samme tak lyder fra generalsekretæren i CARE Danmark, der bruger pengene til at hjælpe fattige mennesker med at spare op og tage små lån.

- En mikroopsparing ændrer en families liv. Vi er derfor glade for, at Region Nordjylland har doneret mere end 400.000 kroner, siger Niels Tofte.


Seneste nyt

fra Nordjylland