Nordjydes nigerianske børnhjem plyndret

Foto: Facebook

Nordjyske Anja Ringgren Lovéns børnehjem i Nigeria blev natten til lørdag røvet og to piger blev voldtaget.

15 bevæbnede røvere trængte i nat ind i DINNødhjælps børnehjem i Nigeria og overfaldt børnene og de ansatte. Det skriver Anja Ringgren Lovén, der oprindelig kommer fra Frederikshavn, på sin Facebook-side.

Børnehjemmet drives for midler, der samles ind af Anja Ringgren Lovéns organisation DINNødhjælp og Anja Ringgren Lovén blev kendt, da hun sidste år deltog i tv-serien "Helvedes Helte". Her viste hun, hvordan hun redder børn, der beskyldes for at være hekse, tortureres og udstødes, skriver TV2.dk.

Røverne tog møbler, tv, de iPads der er blevet doneret til børnene, telefoner, tømte pengeskabet og ribbede børnehjemmets kontor.

- At vi har mistet alle vores ting, er ikke det værste. Imens røverne rev vores tv og så videre ned fra væggene, blev to af vores ældste piger voldtaget på et værelse, skriver Anja Ringgren Lovén og oplyser, at resten af hjemmets børn og de øvrige ansatte ellers er uskadte, omend "ekstremt rystede".

Flere nyheder fra TV2 Nord