Nordjyllands Politi holder øvelse i Aalborg Lufthavn

I aften- og nattetimerne torsdag den 15. november mellem klokken 22.30 og 02.30 vil Nordjyllands Politi afholde en større øvelse i Aalborg Lufthavn.

Man kan tage det roligt, hvis man ser et vel af politi-, brand-, og redningskøretøjer i Aalborg lufthavn torsdag aften og nat. Nordjyllands Politi holder nemlig en større øvelse, der skal gøre myndighedernes beredskaber knivskarpe på færdighederne, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

- Vi øver os jævnligt i samarbejde med andre myndigheder og lokale virksomheder. Det er vigtigt, at vi alle øver forskellige typer af scenarier, fordi vi skal være klar til at håndtere det uventede, lyder det fra vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals.

Omkring 100 figuranter vil indgå i øvelses-scenariet, der vil være en uvarslet hændelse i lufthavnen, der resulterer i flere skadede personer. Figuranterne skal være med til at gøre øvelsen virkelighedstro for sikre optimal læring for personalet.

Øvelsesstedet bliver især lufthavnsterminalen og lufthavnens parkeringsplads, især centreret omkring de to hovedindgange. Der vil under øvelsen være begrænset brug af udrykningssignaler samt anvendelse af løs ammunition.

- Det kan måske give lidt gene for nogle passagerer eller borgere i området. Vi håber på alles forståelse for, at det er nødvendigt, at myndighederne øver sig i realistiske omgivelser, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.

Øvelsen kommer til at træne flere elementer: politiets reaktionspatruljer og politiets ledelseskapacitet, ligesom at det tværfaglige samarbejde mellem Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Hjemmeværnet samt Aalborg Lufthavn skal afprøves, hvorfor disse aktører naturligvis også deltager.


Seneste nyt

fra Nordjylland