Nordjysk kok fik bronze

Den danske restaurantbranche hyldede i weekenden Danmarks professionelle kokke og tjenere.

Det var den ypperste anerkendelse, der var på spil, da restaurantbranchen i weekenden kårede årets kok. Tidligere har stjernekokke som Rasmus Kofoed, René Redzepi og Wassim Hallal været med i konkurrencerne.

I år var Nordjylland repræsenteret ved Dennis Juhl Jensen fra Ruths Hotel/REsult i Skagen. Han var oppe mod ni andre dygtige kokke fra spisesteder i hele Danmark. Og han klarede sig fint; han hentede nemlig en tredjeplads og bronze med hjem til Nordjylland.

Til konkurrencen om at blive årets tjener var der fem finalister, men her var Nordjylland ikke repræsenteret.

Årets Kok og Årets Tjener-konkurrencerne blev holdt samtidig, så tjenerne i finalen skulle samarbejde med kokkene om at præsentere maden for udvalgte gæster og dommerpanelet.

Konkurrencen blev afviklet i Messecenter Herning i forbindelse med fødevaremessen Foodexpo 2014.

Flere nyheder fra TV2 Nord