Nordjysk opfinderpar vil redde menneskeliv

Et nordjysk iværksætterpar er klar med en opfindelse, som kan være med til at reducere antallet af drukneulykker i danske havne.

Det, parret fra Brovst har fundet på, er en speciel sikkerhedsstige med redningskrans, som via solcelleanlæg og integreret lys er let tilgængelig døgnet rundt.

Stigen er også udstyret med en GPS modtager og et GSM modem, så ulykkesstedet hurtigt kan lokaliseres og sende data videre til Falck.

En prototype vil være klar allerede om få dage, og den vil forsøgsvis blive stillet op i Hirtshals Havn.

- Jeg har haft ideen om at lave en sikkerhedsstige, siden jeg som ung tømrer var med til at lave sikkerhedsudstyr, flugtveje og nødbelysning på krydstogtskibe. For nogle år siden lavede jeg en tegning, som imidlertid blev lagt i skuffen. Men efter de seneste års drukneulykker i blandt andet Aalborg Havn sagde jeg til mig selv, at nu skulle det være, siger Christian Grønning, der sammen med sin kone står bag det nye initiativ.

Stigen er blandt andet udstyret med lamper, der tændes automatisk i mørke og er synlige i 180 grader.

Parret har nu sikret sig patent på opfindelsen.

160 personer er drunket i havne fra 2001 til 2010.