Nordjysk svømning sakker bagud

 Nordjysk svømning sakker bagud

For tyve år siden var Nordjylland en magtfaktor i dansk svømning, men i 2008 er talenterne rykket mod øst. En træner fra Thisted Svømmeklub mener, det er klubledelsernes skyld.

I 1988 scorede Benny Nielsen sølv til OL i Seoul, på 200 meter butterfly. Nordjylland var dominerende i dansk svømning. Men her tyve år senere er der langt mellem de nordjyske talenter. Det er gået ned ad bakke lige siden. Elitetræner Frank Petersen fra Thisted Svømmeklub, der samtidig er bestyrelsesmedlem i Dansk Svømmeunion mener det er klublederne, der har været for dårlige til at skaffe trænerkapaciteter til:
- Det er meget vigtigt i en sport, der ikke byder på penge og prestige, at der er engagerede trænere med tilstrækkelige kompetencer i svømmeklubberne, hvis man vil have svømmere til bruge så uhyggeligt meget tid på at træne, som det kræver for at blive rigtigt gode. Og der har vi måske ikke været gode nok i Nordjylland, til at skaffe resurser nok til at lokke gode trænere til.

I Aalborg Svømmeklub gør man noget ved det. De har lige fået islændingen Eyleyfur Johanneson hentet til klubben som træner for de bedste:
- Vi har brugt rigtigt meget tid på at finde en træner her i landet, men vi faldt for Eyleyfurs fine resultater, fortæller næstformand i Aalborg Svømmeklub, Denise Bakholm.
Eyleyfur Johanneson har udklækket to islandske OL-svømmere og faktisk har klubben også skrevet kontrakt med Ørn Arnason, der lige har været til OL for Island:
- Jamen han er jo en kapacitet. Han skal være inspiration til træning og lære fra sig af sin teknik. Jo vi er meget ambitiøse. Målet er at få en svømmer med til OL i London i 2012, slutter Denise Bakholm.


Seneste nyt

fra Nordjylland