Nordjysk travtræner bestjålet

Foto: Pressebillede: Foto: Aage Hansen

Den nordjyske travtræner Jeppe Juel fik søndag stjålet udstyr for 170.000 kroner. Tre italienere anholdt.

Den nordjyske travtræner Jeppe Juel havde tre heste med til lørdagens derby på Charlottenlund Travbane. Her blev nordjydens bedste resultat en tredjeplads, og derfra blev weekenden (næsten) kun værre. Det skriver ekstrabladet.dk.

Natten til søndag fik han nemlig stjålet tre sulkyer og noget seletøj. Udstyr med en værdi på i alt 170.000 kroner. Den ene af de tre sulkyer havde aldrig været brugt.

Det lykkedes dog politiet at finde frem til det dyre udstyr og man anholdt tre italienere på en campingplads søndag aften. Et ældre ægtepar havde set de tre med udstyret ved deres campingvogn og fundet det mistænkeligt. Og selvom Jeppe Juel ikke er kommet sig over det skuffende resultat ved lørdagens derby, løftede det humøret, at få sit udstyr tilbage.

- Jeg er glad for, at det er endt sådan, men jeg er ikke kommet mig over derbyet, siger Jeppe Juel til Ekstra Bladet.