Ny aftale på plads: 14 hold bliver igen til 12 i Superligaen

Samtlige klubber i Superligaen og NordicBet Ligaen er blevet enige om at skære antallet af hold i Superligaen ned fra 14 til 12.

Når Superligaen om godt en uge bliver sparket i gang igen for sæsonen 2018/2019 bliver det med et historisk højt antal nordjyske klubber i puljen. AaB og Hobro IK har nemlig fået selskab af Vendsyssel FF, der for første gang skal spille med mod de tungeste drenge i dansk klubfodbold.

Men sådan bliver det nok ikke ved med at være.

Torsdag er det nemlig blevet offentliggjort, at antallet af hold i Superligaen bliver skåret ned fra de nuværende 14 til 12 hold fra 2020.

Argumentet er, at de samlede tv-midler dermed kan fordeles mere ligeligt mellem de to ligaer og være til gavn for alle hold.

Det betyder, at sæsonen 2019/2020 bliver en overgangssæson med tre nedrykkere og kun én oprykker fra den næstbedste række, NordicBet Ligaen. Her fortsætter man med de nuværende 12 hold.

Men reduceringen i antallet af hold vil ikke betyde ændringer i det afsluttende kampprogram - her holder man nemlig fast i slutspillet. Efter 22 runders grundspil spiller top 6 et mesterskabsspil helt som i dag, mens nummer 7-12 tilsvarende mødes ude og hjemme i et kvalifikationsspil.

Nummer 11 og 12 rykker ned, mens vinderen af kvalifikationsspillet skal møde nr. 3, 4 eller 5 i mesterskabsspillet om den sidste plads i Europa.


Seneste nyt

fra Nordjylland