Ny borgmester på Læsø: DF vipper Tobias Birch af pinden

Onsdag aften nåede Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Læsø Listen frem til en konstituering, der gør Karsten Nielsen fra DF til ny borgmester på Læsø.

Der skulle gå mere end et døgn, fra valgstederne lukkede på Læsø, før de ni nyvalgte medlemmer af kommunalbestyrelsen endelig kunne fortælle, hvem der skal lede øen de næste fire år.

Det bliver Karsten Nielsen, DF, mens viceborgmesteren fra den 1. januar hedder Lars Vilsen fra Læsø Listen.

Konstitueringen er kommet i hus onsdag aften efter flere timers forhandlinger mellem de fem kandidater fra Dansk Folkeparti, Læsø Listen og Socialdemokratiet, hvor nuværende borgmester Tobias Birch Johansen og resten af  Venstre-gruppen har måttet finde sig i at sidde udenfor.

- Vi må vente med at sammensætte udvalgene, til vi mødes igen med Venstre, siger Per Bragt klokken 21.30 onsdag aften til TV2 Nord.

Kort forinden præsentationen valgte Venstre med Tobias Birch Johansen nemlig at gå hjem, efter forhandlingerne mellem alle ni kommunalbestyrelsesmedlemmer var brudt sammen. Oplægget fra DF, Læsø Listen og S blev ikke vel modtaget af den siddende borgmester.

- Vi ser ikke det her som et forhandlingsudgangspunkt for os. Det er mere noget, der vil sætte os helt uden for indflydelse, for det er meget sparsomt, hvad de tilbyder os. Så vi er ikke tilfredse, og vi ser det ikke som et udgangspunkt for at forhandle. Men nu vil vi lige sætte os ind og se nærmere på det, sagde Tobias Birch Johansen kort efter klokken 21.

Stemmeslugerne på Læsø

Tobias Birch Johansen, Venstre - 321
Lars Vilsen, Læsø Listen - 120
Karsten Nielsen, Dansk Folkeparti - 107
Per Bragt, Dansk Folkeparti - 95
Folmer Hjort Kristensen, Socialdemokratiet - 74

Forhandlingerne var foregået på den måde, at Venstre i døgnet efter valget havde siddet uden for forhandlingerne, mens DF, Læsø Listen og S's fem kandiater havde snakket alene. En noget mærkværdig konstellation på alle måder - dels fordi Tobias Birch Johansen og Venstre fik et flot valg og gik fra to til fire mandater, og dels fordi Lars Vilsen og Bente Faurholt fra Læsø Listen i sin tid gik fra Socialdemokratiet, fordi de ikke kunne med Folmer Hjort Kristensen.

Forhandlingerne trak da også gevaldigt ud - først lød det til, at en ny borgmester kunne findes på et møde klokken 19.30, så meddelte partierne, at de ville sætte sig sammen på rådhuset alle ni kandidater klokken 21. Men det oplæg, Tobias Birch Johansen modtog, faldt ikke i god jord - her lød forslaget nemlig, at Læsøs bankdirektør, Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti, skulle have borgmesterposten.

Onsdag aften lykkedes det altså alligevel til de fem kandidater at nå til så megen enighed, at de kunne vælge en borgmester uden om Venstres fire mandater. Karsten Nielsen er på Læsø kendt som bankdirektøren - han er direktør for Nordjyske Bank på Læsø. Rygterne vil vide, at han i første omgang slet ikke ville være borgmester, men sådan blev det alligevel.

Dermed har Dansk Folkeparti fået sin første borgmester i Nordjylland og for så vidt også resten af Danmark. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland