Ny chef for Aalborg byorkester

Poul Elming vender hjem

Aalborg Symfoniorkester får ny leder pr. 1. september. Manden der skal stå i spidsen for orkestret er Poul Elming, som dermed vender hjem til sin fødeby efter en imponerende karriere som tenor.

Poul Elming havde ellers fortsat kontrakt med Det Kgl. Teater, men da stillingen som musikchef i Aalborg blev ledig, var det en udfordring som Poul Elming ikke kunne lade gå fra sig. Han blev valgt blandt flere kvalificerede ansøgere, og bliver både administrativ og kunstnerisk leder af orkestret.

I forbindelse med ansættelsen af Poul Elming siger orkestrets bestyrelsesformand Carsten Michelsen:

- Det er en stor glæde at kunne præsentere en personlighed som Poul Elming, og vi har store forventninger til, at han kan tilføre nye facetter til gavn for orkestrets fortsatte udvikling.

- Poul Elming har et meget omfattende netværk, både nationalt og internationalt, og via dette vil han utvivlsomt kunne tiltrække navne, som vi ellers ikke oplever i Aalborg. Samtidig er Poul Elming et yderst sympatisk menneske med humør og begejstring. Som ledertype besidder han også den pondus og gennemslagskraft, som stillingen fordrer-.

Med sin tiltræden vender Poul Elming tilbage til sin fødeby og til den egn, hvor han stadig har nære familiære forbindelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland