Ny kritik af Privathospitalet Aleris

 Ny kritik af Privathospitalet Aleris

Aleris Privathospitaler i Aalborg får påny kritik fra patienter, oplyser P4 Nordjylland.

En 37-årig kvinde kunne ikke blive tilset af en læge på
privathospitalet kort før jul, selv om der var gået infektion i
et operationsar efter en maveoperation.

Først anden gang 37-årige Jette Mortensen mødte op på
privathospitalet, skrev en kvindelig plastikkirurg penicillin ud
til hende - over telefonen. Det var den 22. december. Lægen og patienten havde aldrig set hinanden, og ordination af penicillin fandt sted via en sygeplejerske. Aleris lavede ikke podning og tog heller ikke blodprøver.

Eftersom Jette Mortensen kom for sent i gang med
antibiotikabehandlingen, udviklede betændelsen sig, så den
ifølge patienten "sprøjtede" ud af hende i julen, når hun
fjernede mavebælte og forbinding. Der er også opstået et "hul" i arret på maven på cirka 2 gange 1 centimeter.

Jette Mortensen gik til egen læge mellem jul og nytår og har
også være på skadestuen på Aalborg. Nu kommer der dagligt en hjemmesygeplejerske og renser hullet og skifter forbinding.

- Det var den værste jul nogensinde for mig og min familie.
Jeg kunne ikke engang danse om juletræet, siger Jette Mortensen.

Hun er vred over Aleris' manglende vilje til opfølgning, som
både gav hende ekstra gener og en forlænget sygeperiode.

Desuden er det offentlige blevet påført udgifter i form af læge- og skadestuebesøg og hjemmepleje.

Plastikkirurg ved Aleris Privathospitaler Bo Jønsson, som
opererede Jette Mortensen, beklager, at hun har haft en dårlig oplevelse.

- Jeg er ked af, at hun har følt sig utryg, siger kirurgen.

At personalet ikke kunne få fat i ham før jul, undskylder han
med juleferie.

- Det er normalt, at der kommer væske ud af et operationsar, og det behøver ikke være betændelse med bakterier, siger lægen.

Han kunne selv have udskrevet forebyggende penicillin over
telefonen; det er forsvarligt, mener han.

Jette Mortensen vil nu bruge sygeperioden til at forfatte et
brev til Aleris' direktør Jakob Axel Nielsen og klage over
behandlingen.

Aleris Privathospitaler i Aalborg mødte sidst kritik i maj
måned sidste år, hvor DR's P1 Dokumentar kunne dokumentere
mindst to andre tilfælde, hvor der kunne stilles spørgsmålstegn
ved patientsikkerheden.
 
Sundhedsstyrelsen blev her opmærksom på sagen, men er stadig i gang med at vurdere, om patientsikkerheden er ansvarlig på Aleris Privathospitaler i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland