Ny serie: Jonny Hefty forsvarer de nordjyske sprogblomster i stor quiz

Foto: Nibe Festival

TV2-regionerne er gået sammen om en ny programserie, hvor sprogkyndige fra hver sin del af landet skal dyste i lokale udtryk. Serien får premiere 1. april på TV2 Nord.

Heroppe ved vi udmærket godt, hvad ord og udtryk som "jøwt", "kawt", "gratværk" og "moget" betyder. Men det bliver straks sværere, når vi bliver præsenteret for "jamsk", "sule" eller "skrinka". 

Det danske sprog er fyldt med sjove og kuriøse udtryk, der bruges meget lokalt og er kendetegnende for hver deres del af landet - og de kommende søndage kan du blive klogere på ikke så af dem, når TV2 Nord og de øvrige regioner blænder op for quiz-serien "Sprogblomster".

I 12 programmer kæmper seks danskere for at forsvare deres regionale tv-station i en quiz om de store og små forskellige i sproget.

Premiere 1. april

Deltageren for TV2 Nord er ingen ringere end rapper og ordekvilibrist Jonny Hefty. Sammen med to andre deltagere fra Jylland dyster han mod Øerne i at vise størst forståelse for det danske sprog.

Hver deltager stiller med ord fra sit eget hverdagsliv, der skal udfordre modstanderholdet. Holdene prøver at forvirre hinanden i kategorien ’Løgn eller Latin’, og så skal de gætte, hvor i landet man søger på bestemte udtryk over internettet. I flere af programmerne udfordrer den 17-årige youtuber Jasmin Lind en repræsentant for en noget ældre generation på kendskabet til unges slang-udtryk. Sprogkyndige Michael Ejstrup gør os klogere på dialekter og sproglige forskelle i Sprogskolen. Og så har vi været rundt i landet for at afprøve danskernes evne til at forstå hinanden.

Programmerne blev optaget over tre dage i starten af marts 2018 på et snestormsramt Bornholm. Vært er Sussi Rømer Rasmussen, som til daglig er tv-vært på TV 2/Bornholm.

De 12 programmer sendes på TV 2/Lorry, TV Øst, TV SYD, TV/MIDTVEST, TV 2/Nord og TV 2/Bornholm i foråret 2018. TV 2/Nord har premiere på tv den 1. april - og afsnittene vil du også kunne finde lige her på tv2nord.dk. 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord