TV2 Nord

Nye fedme-regler

Nye regler for, hvornår man kan få en såkaldt fedmeoperation, gør det sværere for overvægtige at blive opereret.

Det fik det nordjyske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen til at kalde sundhedsministeren i samråd. Han mener, regeringen tænker mere på økonomien end patienterne.

Regeringen ændrede i december retningslinjerne for, hvornår man kan få en fedmeoperation på det offentliges regning. Tidligere skulle man have et BMI på 40 - nu skal det være mindst 50. Derudover skal man i dag være fyldt 25 år og ikke kun 18, som tidligere var kravet. 

-Nu har vi sat en grænse som lægger låg på, og det er jo altså både lægefagligt, men også en prioritering. Man skal jo ikke have operationer, som ikke er strengt nødvendige og det er jo fordi, vi skal bruge ressourcerne på det der er strengt nødvendigt og ikke på det, der måske kan klares på anden vis, siger Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder til TV2/Nord. 

Flemming Møller Mortensen kritiserer regeringen for ikke at have spurgt Folketingets Sundhedsudvalg, før den tog beslutningen. 
 
-Her har man lavet en studehandel, uden at man har fulgt det princip, som er det rigtige princip i sundhedspolitik, og det er, at man bygger sine beslutninger på nogle faglige vurderinger, siger Flemming Møller Mortensen til TV2/Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord