Nye markeder skal redde Thorupstrand Kystfiskerlaug

Fiskeauktionen i Hanstholm er stadig den største aftager af fisk fra Thorupstrand Kystfiskerlaug, men i fremtiden skal der tænkes innovativt i kampen for overlevelse.

I dag er det muligt at købe frisk og bæredygtig fisk i hjertet af København, og inden længe skal hele Danmark have samme mulighed.

Det er blot nogle af de tanker, som Thorupstrand Kystfiskerlaug tager i brug i kampen for at bevare tanken om bæredygtigt fisk fra Nordjylland.

- Hovedmængden af vores fisk ryger stadig på fiskeauktionen i Hanstholm, som er vores største kunde, men vi har lavet en aftale om et samarbejde med Coop, og så har vi en båd i København, der fungerer som fiskebutik, og det er nye måde at afhænde vores fisk på, siger Birger Dengsø, der er direktør i Thorupstrand Kystfiskerlaug.

Samarbejdet med Coop er en partneraftale, hvor det er målet, at den friske fisk fra Thorupstrand skal ud i udvalgte Coop-butikker og på den måde udbrede kendskabet til den gode friske fisk.

På Havnegade, blot et stenkast fra Nyhavn, i centrum af København har HM800 ligget siden 2003. En flydende fiskebutik, der har skulle gøre københavnerne opmærksom på den friske nordjyske fisk.

- HM800 er oprindelig en kutter fra Lemvig, der så er blevet til fiskebutik. Der har selvfølgelig været nogle startomkostninger, men jeg synes, at det har været en stor succes i forhold til omtale, og den opmærksomhed, der er kommet på selve Thorupstrand, siger Ask Nør Schlichting, der er daglig leder af fiskebutikken.

I København har kunderne taget godt i mod den nordjyske fisk, og specielt friskheden har overrasket i hovedstaden. Succesen i storbyen har også givet mod på mere i Thorupstrand, der allerede nu har planer om at udbrede den bæredygtige fisk til resten af landet.

- Vi regner med at udvide til flere områder. Man vil højst sandsynligt komme til at se os rundt omkring i flere restaurationer og hoteller, og hvor man igen kan få den bedste råvare ud til kunden, siger Ask Nør Schlichting.


Seneste nyt

fra Nordjylland