Nyt ambitiøst byggeprojekt i Frederikshavn

Foto: Lars Lyngdahl

Fire foreninger i Frederikshavn er gået sammen om at indfri en drøm om at skabe et nyt multicenter til 40-100 millioner kroner.

Der arbejdes lige nu på tegninger til et nyt kæmpe multicenter i Frederikshavn. Det er fire foreninger i Frederikshavn, der har indgået et samarbejde om at lave et hus, hvor der er plads til blandt andet dans, gymnastik, cheerleading og Frederikshavn Firmaidræts Klub (FFK). Det skriver kanalfrederikshavn.dk. 

De fire foreninger, der er gået sammen om projektet til 40-100 millioner kroner, er Frederikshavn Firmaidræts Klub (FFK), FG90, Dance Studio Frederikshavn og JAM Frederikshavn Cheerleaders.

De har nu fået en arkitekt fra ArkiNord til at udarbejde en skitsetegning ud fra de ønsker og drømme, som de fire foreninger har tilkendegivet.

- Vi forestiller os et multicenter, hvor der også laves skater- og parkourbane. Vi vil skabe rum for alle foreninger - både store og små, idræt og spejdere samt hobby- og idébestemte fritidsaktiviteter. Det skal være foreningernes hus, men vi ser gerne, at fritids- og ungdomsklubben HOT SPOT flytter ned, ligesom det vil være oplagt at lave et sundhedscenter, siger Henrik Carlsen, der er formand for Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF).

Det er FUF, der er facilitator på projektet, og de har allerede involveret store fonde og landsdækkende organisationer.

Henrik Carlsen vurderer, at projektet koster et sted mellem 50 og 75 millioner kroner. I hans øjne vil kommunen skulle finansiere 10-15 millioner kroner. Resten skal foreningerne selv finde. Det kan også blive billigere eller dyrere. Det afhænger af interessen for at være med.

Hvor forestiller du dig, at multicentret skal placeres?

- Vi er helt åbne. Vi begynder med et blankt stykke papir. Det kunne være på havnen, i den tomme MARTIN-fabrik, ved Arena Nord eller et helt andet sted, siger Henrik Carlsen.

Lokale- og anlægsfonden har besøgt Frederikshavn og kalder ifølge FUF-formanden området ved Frederikshavn Stadion for en "usleben diamant".

I en tid, hvor kommunen vender hver en krone, lyder det som en dyr investering, men det afviser Henrik Carlsen med spørgsmålet: "Har vi råd til at lade være?"

Han siger det ikke direkte, men det ligger i luften, at han anbefaler politikerne at droppe millioninvesteringen i en ombygning af Rådhusparken og i stedet for bruge pengene på det multicenter, som de fire foreninger satser på at realisere - meget gene i samarbejde med andre foreninger og interessenter, skriver kanalfrederikshavn.dk.

 De fire forninger indkalder til pressemøde om et par uger, hvor de vil fortælle mere om deres ambitiøse projekt.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord