Nyt nederlag til Pirates

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Torsdag fyrede Aalborg Pirates træner Heikki Mälkiä. Fredag skulle holdet så forsøge at hente point mod formstærke Herning. Uden held.

Det var ikke de bedste forudsætninger Aalborg-spillerne tog til Herning med: en trænerfyring, der røg ud i medierne inden klubben selv nåede at bekræfte det, og ingen afløser lige på trapperne. I hvert tilfælde ikke hvis man skal tage bestyrelsesformand i Pirates Morten Fals på ordet:

- Nu skal vi virkelig til at kigge indad. Alles arbejde skal analyseres og vurderes, og vi har en masse gode kræfter og dygtige mennesker, vi skal tale med, inden vi tager beslutningen om, hvem der skal være ny træner. Vi skal også lære af det arbejde, der bliver gjort i AaB Ishockey, siger han til al-bankligaen.dk og fortsætter:

- Vi skal bruge den indvendige side af hjernen og sikkert satse på en mand, der kan være her i tre eller fem sæsoner. Den næste træner, vi ansætter, skal være den rette person, siger Morten Fals.

Om den rette person på sidelinien fredag aften i Herning ville have gjort en forskel er svært at gætte på. Faktum er, at Pirates tabte 3-4, og dermed stadig hænger i den kedelige ende af isligaen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord