Nyt signalsystem skal give færre forsinkede tog

Et nyt signalsystem er klar til at blive taget i brug på togstrækningen mellem Frederikshavn og Lindholm.

Der kan være flere tog til tiden i vente for passagerne på strækningen mellem Frederikshavn og Lindholm, når Nordjyske Jernbaner fra efteråret tager et nyt digitalt signalsystem i brug. Det nye systemet er blevet testet igennem længere tid, og nu er det klar til at blive implementeret.

- Passagererne vil komme til at mærke, at aflysninger og forsinkelser i forbindelse med fejl på sikringsanlægget vil blive elimineret eller i hvert fald minimeret med op til 80 procent, når signalprogrammet er fuldt udrullet, siger teknisk chef Morten Muff Jensen fra Nordjyske Jernbaner.

Det nye system betyder, at lokomotivføreren på en skærm får besked om, hvornår tog må køre. Dermed skal togene ikke længere køre efter de lyssignaler, som stammer fra perioden mellem 1950 og 1960.

- Vi vil på skærmen kunne se de køretilladelser, som bliver givet fra trafiklederen i Fredericia, så skærmen bliver lokomotivførerens primære arbejdsredskab, siger lokomotivfører Johannes Flyvbjerg.

Strækningen mellem Frederikshavn og Lindholm er den første i Danmark, som får det nye signalsystem, men frem mod 2025 skal systemet rulles ud i hele landet. Herefter er det planen, at de gamle lyssignaler kan blive pensioneret.


Seneste nyt

fra Nordjylland