Ølspil og fisk: Studerende laver betonskulpturer til Frederikshavn

Foto: Christian Henriksen

300 studerende fra Aalborg Universitet, UCN og AMU Nordjylland har i denne uge haft betonworkshop. Her har de studerende haft til opgave at lave betonskulpturer, som skal placeres langs kysten i Frederikshavn Kommune.

Til foråret vil fastboende og besøgende i Frederikshavn opdage nye ting i byen, hvis de bevæger sig langs kysten. 30 nye betonskulpturer, der skal give nye indtryk og opfordre til nye aktiviteter, er nemlig på vej.

Det er 300 studerende fra Aalborg Universitet, UCN og AMU i Nordjylland, der står bag kunstværkerne. De er blevet til som del af en uges betonworkshop, hvor de har arbejdet sammen som arkitekter, ingeniører, konstruktører og håndværkere for at skabe skulpturerne til Frederikshavn.

Chefkonsulent Steen Heftholm fra Park og Vej i Frederikshavn Kommune besigtigede i dag de mange betonskulpturer, som alle er lavet under temaet "Ophold og leg ved kysten".

- Jeg synes, det er sjovt at se, hvordan unge mennesker ud fra en meget bred opgave kan skabe noget i beton, som kan være skægt at have ved en strand. Det er jeg ret begejstreret for, siger Steen Heftholm. 

Fisken støbt i beton skal placeres under vandet. Foto: Christian Henriksen

Skulpturerne er meget forskellige. En gruppe har valgt at lave en stor fisk støbt i beton. Den skal placeres under vandet. En anden gruppe har ladet sig inspireret af øl-spillet beerpong, hvor det gælder om at ramme i et ølkrus med en bordtennisbold. Den gruppe har lavet et betonbord med plads til øl-krus.

- Jeg synes, det er lækkert, at man kan mødes og spille sammen, siger Steen Heftholm.
Skulpturerne sættes ud på strandene i Frederikshavn til foråret. Hvor de forskellige skulpturer skal placeres, er ikke besluttet endnu. 

Beerpong-skulptur har fået navnet Betonpong. Den skal måske placeres på Palmestranden i Frederikshavn. Foto: Christian Henriksen

02:10

300 studerende fra Aalborg Universitet, UCN og AMU Nordjylland har i denne uge haft betonworkshop. Her har de studerende haft til opgave at lave betonskulpturer, som skal placeres langs kysten i Frederikshavn Kommune.

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord