Omstridt kunstudstilling er en publikumssucces på Læsø

Fra åbningen af udstillingen Den politiske kunst den 5. juni. På billedet ses fra venstre kunsthallens leder, Jon Eirik Lundberg og kunstnerne Lars Vilks, Agnieszka Kolek, Firoozeh Bazrafkan og Kristian von Hornsleth. Privatfoto

Udstillingen åbnede med politi og sikkerhedsfolk til stede - nu strømmer publikum til, og udstillingen forlænges.

Politiske værker fra Lars Vilks, Dan Park, Uwe Max Jensen og ni andre kunstnere bliver alligevel ikke fjernet fra Læsø Kunsthal i denne uge.

Udstillingen "Den politiske kunst" var planlagt til afslutning den 28. juli, men flotte besøgstal og stor lokal interesse får nu kunsthallen til at forlænge udstillingen frem til afholdelsen af kunsthallens årlige litteraturfestival i september.

- Jeg synes, vi har lykkes godt med at nå ud til vores gæster med en opfordring om at reflektere over ikke blot værkerne på udstillingen, men også de reaktioner, værkerne skaber, fortæller lederen af kunsthallen, Jon Eirik Lundberg.

Lige inden udstillingens start valgte den kinesiske kunstner Ai Weiwei i sidste øjeblik at trække sig fra udstillingen, fordi der var kunstnere i udstillingen, han ikke ønskede at blive associeret med. Af samme grund valgte kuratorer og kunstnere at trække sig fra en kommende udstilling i kunsthallen.

- Vi oplevede lidt bølgegang i udstillingens første uger, men jeg tror, de fleste har forstået, at vores formål med udstillingen ikke er at provokere nogen, men tværtimod at skabe en refleksion over, hvorfor man selv eller andre føler sig provokeret, siger Jon Eirik Lundberg.

Stort politiopbud

Ved udstillingens åbning i juni var der et stort opbud af politi og sikkerhedsfolk på Læsø på grund af den svenske kunstner Lars Vilks' deltagelse.

Kunsthallens leder forstår godt, hvis det har skabt lidt uro lokalt.

- Det store sikkerhedsopbud kom også bag på mig selv. Men det har været vigtigt for os, at alle udstillingens kunstnere var velkomne til ferniseringen, også Lars Vilks, der på grund af mordtrusler er tvunget til at være omgivet af sikkerhedsfolk døgnet rundt. Jeg tror, Lars Vilks er den der allermest ønsker sig, at det ikke havde været nødvendigt, siger kunsthallens leder.

Men udstillingen er tilsyneladende populær på Kattegat-øen, og den fortsætter nu ind i september.

Samtidig med forlængelsen har kunsthallen også valgt at arrangere et foredrag om værkerne på udstillingen og politisk kunst i det hele taget. Foredraget den 1. august bliver leveret af kunsthallens leder, som også er kurator for udstillingen og derfor har haft tæt kontakt til de udstillende kunstnere.

- Hen over sommeren har jeg budt hundredvis af gæster velkommen til udstillingen, og noget der har slået mig er udstillingens tilgængelighed. Publikum har nemt ved at læse værkerne, siger Jon Eirik Lundberg, der er leder af kunsthallen.

Forsiden lige nu