Opera med humor

Aalborg Operafestival præsenterer 40 forestillinger i marts - blandt andet en nyproduceret komediekrimi.

Sopranen Lisbeth Kjærulff, tenoren Magnus Vigilius og pianisten Peter Møllerhøj står bag Aalborg Operafestivals egenproducerede forestilling "Hvem myrdede sopranen". En humoristisk opera, der med glimt i øjet fortolker kendte dødsscener fra de største værker.
 
- Der bliver lidt at grine af og måske også et enkelt gys. I hvert fald bliver der masser af god musik, fordi vi tager brudstykker fra tre store operaer: Traviata, Carmen og La Boheme, fortæller Magnus Vigilius til TV2/Nord.

Operaelskere kan derudover glæde sig til opførelsen af Don Juan, og der er også forestillinger for børn. "Hvem myrdede sopranen" er til gengæld den lille, selvironiske opera.

- Vi har jo de store klassiske forestillinger i Aalborg Kongres- og kulturcenter, og så vil vi også gerne gøre noget andet. Derfor producerer vi denne her lille, sjove forestilling i Utzon Centret, siger Gitte Friis Therkildsen, der er projektleder for festivalen.


Seneste nyt

fra Nordjylland