Opsang til nordjyske borgmestre: -Opsigelse af samarbejde med Taleinstituttet truer kvaliteten

Hjernesagen har sendt et brev til samtlige borgmestre. De mener, at opsigelse af samarbejdet om Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland truer kvaliteten af hjerneskaderehabilitering i hele regionen.

Der sidder muligvis et par borgmestre rundt i de nordjyske kommuner, som har fået lidt røde øre.

Hjernesagen har nemlig sendt et brev til samtlige nordjyske borgmestre med en opsang og en opfordring til at bibeholde samarbejdet med Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland.

- Hjernesagen er dybt bekymret for, hvordan de hjerneskadede borgere i jeres kommune i fremtiden skal kunne få opfyldt deres behov for genoptræning og træning på højt specialiseret niveau, hvis Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjyllands ekspertise ikke benyttes eller slet ikke eksistere.

Det skriver Hjernesagen blandt andet i det brev, de har sendt til borgmestrene.

- Hjernesagen vil kraftigt opfordre til, at beslutningen omgøres, således at også jeres borgere sikres en højt specialiseret indsats, hvis deres hjerneskade fordrer det, skriver de.

Problemets alvor - ifølge Hjernesagen

  •  Hvert år rammes over 20.000 mennesker af en erhvervet hjerneskade – heraf ca. 15.000 af blodprop eller blødning i hjernen. Hjerneskade er den hyppigste årsag til handicap hos voksne. Man regner med, at 90.000 mennesker lever med følger efter apopleksi, og da hjerneskade ikke kun rammer den syge, men også dennes pårørende og netværk, er der langt flere mennesker, der på en eller anden måde er berørt af hjerneskade.  
     
  • Hjernen er involveret i alt, hvad vi foretager os, og en hjerneskade kan medføre uendeligt mange kombinationer af komplekse følger. Mange ramte får varige begrænsninger i form af lammelser, problemer med at kommunikere med andre mennesker eller nedsat kognitiv funktion. Hjerneskade kan også medføre alvorlige ændringer i personlighed og adfærd. Følgevirkninger, som det kan være vanskeligt for både den ramte selv og omverdenen at håndtere, og som kan medføre tab af erhvervsevne, tab af evne til selvstændig livsførelse og nedsat livskvalitet.
     
  • Hertil kommer en mindre gruppe hjerneskadede med meget komplekse behov. Vi taler blandt andet om børn og unge med erhvervet hjerneskade, hvor hver kommune i gennemsnit modtager 2,5 barn om året, og om en lille gruppe mennesker med lockedin syndrom, der har behov for omfattende rehabilitering.
     
  • Hjerneskaderehabilitering kan, når den ydes rettidigt og kompetent, bidrage til at afhjælpe nogle af de individuelle og samfundsmæssige udfordringer, som følger med hjerneskade.
     
  • Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland er et af de få steder i landet, der har den fornødne viden, kapacitet, faglige kompetencer m.m. til at understøtte rehabiliteringen af børn, unge og voksne med sjældne og komplicerede behov. Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland løser også rådgivningsopgaver i VISOregi. Det gør man, fordi man besidder en specialviden og nogle kompetencer, der ikke findes andre steder. 

    Kilde: Hjernesagen

Aalborg Kommune står alene med regningen

På et møde fredag morgen i KKR (Kommune Kontakt Rådet) besluttede et flertal af medlemmerne, at der ikke skal indgås en ny finansieringsaftale, når den nuværende udløber den 31. december 2019.

Fire medlemmer stemte imod – de ønskede i stedet at fortsætte den nuværende aftale.

Aalborg Kommune står nu alene med regningen på at drive Taleinstituttet Aalborg og Hjerneskadecenter Nordjylland, der tilbyder rådgivning til børn og voksne med sprogvanskeligheder og hjerneskader.

Borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup Larsen ærgrer sig over beslutningen. Hør, hvad han siger til det i videoen herunder.

De nordjyske kommuner kan ikke blive enige om en fælles finansiering af Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland. Dermed må instituttet skære ned på kapaciteten, og det kan gå ud over kvaliteten.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland