Opstart af lokal blodprøvetagning er klar

Morsingboerne kan fra den 7. marts igen få taget blodprøve i Nykøbing efter lukningen af sygehuset.

Borgerne på Mors kan fra den 7. marts igen få taget blodprøver på det tidligere sygehus i Nykøbing. Denne nye mulighed kan for mange betyde en væsentlig kortere transporttid.

- Det er skønt at vores tætte dialog og samarbejde med Region Nordjylland, nu bærer frugt. Borgerne får et servicetilbud, som mindsker deres transportgener, og vi får konkretiseret en del af visionen fra KL om Det Nære Sundhedsvæsen, fortæller Hans Ejner Bertelsen som er borgmester i Morsø Kommune.

Borgerne kan efter en henvisning selv booke tid på det tidligere sygehus i Nykøbing til en blodprøvetagning. Sygeplejersker vil fremover være klar til at tage imod patienter hver mandag og onsdag mellem 8.00 og 14.45.  

Tilbuddet gælder først og fremmest borgere, der er i et udredningsforløb hos sygehuset eller ved egen læge. Men også kræftpatienter og patienter med en kronisk sygdom kan få glæde af tilbuddet. Akutte og meget komplicerede blodprøvetagninger vil ikke blive fortaget på sygehuset i Nykøbing.

- Aftalen med regionen har været et stort ønske fra Morsø Kommune, da vi naturligvis har mærket borgernes utilfredshed med situationen, og vi arbejder løbende på at sikre graden af lighed i sundhedssystemet, fortæller Rikke Würtz som er vicekommunaldirektør i Morsø Kommune. 

Samarbejdsaftalen betyder blandt andet at Region Nordjylland stiller lokaler og udstyr til rådighed. De er også med til betale de kommunale sygeplejersker, der skal stå for blodprøvetagningen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland