Ove Christensen færdig i Vendsyssel

Superliga-aspiranterne Vendsyssel FF har med øjeblikkelig virkning taget afsked med cheftræner Ove Christensen og assistenttræner Henrik Jensen.

En rædderlig begyndelse på forårssæsonen hvor Vendyssel FF i otte kampe kun har høstet to point, og efterhånden er langt fra den oprykning til Superligaen, der virkede så sikker i efteråret får nu konsekvenser på sidelinjen.

Cheftræner Ove Christensen og assistent Henrik Jensen trækker sig med øjeblikkelig virkning fra deres poster og afløses af tidligere cheftræner Ole Søndergaard, sportschef Jacob Krüger og Henrik Pedersen, der har en fortid i Køge.

Ove Christensen forklarer selv beslutningen med, at der i den seneste tid har været for meget fokus på hans person og rolle, og at han stopper med håbet om, at holdet med støtte fra omgivelserne kan løfte sig i den kommende tid.

- For at sikre at truppen kan holde fokus på de kommende kampe, og for at undgå at spekulationer omkring min rolle i dette projekt skal forstyrre forberedelserne og arbejdet fremover, stopper jeg som cheftræner i Vendsyssel FF. Jeg håber, at alle også fremover vil give fuld støtte og opbakning til spillerne og projektet, udtaler Ove Christensen i en pressemeddelelse.

Ove Christensen kom til Vendsyssel FF til 2014/2015-sæsonen og sluttede første sæson af på en historisk fjerdeplads inden den igangværende sæson, der ved forårssæsonens begyndelse tegnede til at blive endnu bedre. Her indledte man sæsonen på tabellens andenplads.

Siden er det i otte kampe blevet til seks nederlag og to uafgjorte resultater.

- Ove har skabt en enorm interesse omkring klubben, og vi er som organisation efterhånden et helt andet sted, end vi tidligere har været. For det fortjener han al den ros, som han overhovedet kan få, udtaler bestyrelsesformand Søren Nørgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men når det er sagt, må vi også erkende, at vores forår indtil videre har været meget skuffende. Vi har været og er meget tålmodige med det projekt, som vi er i gang med, men vi har også fulgt situationen tæt og må også som enhver anden forretning med respekt for såvel sig selv som sponsorer og kapitalejere hele tiden være opmærksom på, hvordan vi kan optimere forholdene og tilpasse os den konkrete situation.

Ole Søndergaard, der var cheftræner i Vendsyssel FF inden Ove Christensen kom til overtager med det samme trænersædet sammen med sportschef Jacob Krüger. Henrik Pedersen, der i vinterpausen sagde sin stilling som cheftræner i HB Køge op, bliver for resten af sæsonen konsulent i forbindelse med træning og kamp.

Formand Søren Nørgaard er tilfreds med den midlertidige løsning

- Vi tager Oves opsigelse til efterretning og vil forsøge at slutte foråret godt af, og samtidig vil vi begynde processen med at finde en ny permanent træner efter sommerferien. Med kort tid tilbage af foråret har vi søgt en intern løsning, og vi er derfor glade for, at Ole Søndergaard og Jacob Krüger med kyndig assistance fra Henrik Pedersen vil gøre foråret færdigt.

Jacob Krüger glæder sig over Henrik Pedersens tilføjelse til staben.

- Ole er enormt vellidt og kender klubben og vores værdier ud og ind efter at have været med i mange år. Det er helt naturligt, han hjælper til.

- Henrik er måske et af de mest lovende trænernavne herhjemme, og det er optimalt, at vi midlertidigt kan have hans kvaliteter til rådighed. Han kender 1. division indgående og har også tidligere trænet flere af vores spillere (Washington Brandão, Søren Henriksen red.). 


Seneste nyt

fra Nordjylland