Over 12.000 unge uden praktikplads

Det går stadigvæk ned ad bakke på praktikpladsområdet, viser den nyeste opgørelse fra Undervisningsministeriet.

Antallet af indgåede praktikpladser er faldet fra 49.342 til 44.192, hvilket er et fald på 10 procent fra januar 2013 til januar 2014. Antallet af unge i skolepraktik er derimod steget med 21 procent fra 5.215 til 6.310 unge.

Samtidig er køen af unge, der forgæves søger praktikplads hos en arbejdsgiver nu oppe på 5.093 unge - en stigning på 8 procent, skriver Fagbladet 3F.

Når man oveni det tal lægger de unge i skolepraktik, der samtidig søger praktikplads, var der samlet 12.041 unge, der ved udgangen af januar 2014 kunne bruge en praktikplads hos en virksomhed.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) påpeger chefkonsulent Maria Bille, at det i virkeligheden kun er få elever, der ikke har mulighed for at gøre deres erhvervsuddannelse færdig.

- Der er mange muligheder for at gennemføre og tage den praktiske del af uddannelsen i skolepraktik på de nye praktikcentre landet over, pointerer hun.

I 3F påpeger forbundssekretær Søren Heisel, at udviklingen går den forkerte vej på alle punkter.

- Antallet af unge der ikke kan få en praktikplads stiger fortsat og virksomhederne opretter fortsat færre pladser.


Seneste nyt

fra Nordjylland