Overenskomsten er utidssvarende

Hoteldirektør på Hjallerup Kro, Gitte Frederiksen, mener, at overenskomsten regler er for gammeldags. Foto: Iben Hedemann

Flere nordjyske restauratører er utilfredse med den nuværende overenskomst på restaurationsområdet. Den er for bureaukratisk og ude af trit med virkeligheden, lyder kritikken.

Det er ikke kun den økonomiske krise, der udfordrer de nordjyske restauratører. En forstokket overenskomst gør ifølge flere restauratører ondt værre.

- Det er næsten ikke til at få det til at fungere med den nuværende overenskomst, fortæller Gitte Frederiksen, der er hoteldirektør på Hjallerup Kro.

Det er særligt regler om de såkaldte faggrænser, der nu får hoteldirektøren og andre arbejdsgivere i branchen til at se rødt. Ifølge overenskomsten må hverken tjenere eller kokke bruge opvaskemaskinen, og de ansatte må i det hele taget ikke beskæftige sig med arbejde uden for deres sædvanlige fagområde. Regler der ifølge Gitte Frederiksen er umulige at efterleve i en krisetid.

- Vi har brug for, at der er en meget større fagfleksibilitet på området. En tjener skal også kunne køre et par tallerkner igennem opvaskemaskinen, hvis der er brug for det. Overenskomsten er for utidssvarende, som den er nu, siger Gitte Frederiksen.

Hos 3F ser man dog ingen grund til at lempe på kravene.

- Overenskomsten rummer i forvejen masser af fleksibilitet. Men jeg synes ikke, at vores medlemmer skal rende rundt og være blæksprutter. De skal bruge tiden på det de er uddannet til og ikke på alt muligt andet, lyder det fra Bo Christensen, næstformand i 3F, Privat Service, Hotel og Restauration i Aalborg.

Har du et godt tip?