Aalborg-stjerne skifter til tysk topklub

Ómar Ingi Magnússon skifter til SC Magdeburg fra sommeren 2020, hvor han har skrevet under på en fireårig kontrakt.

DM- og pokalvinderne fra Aalborg må fra næste sæson vinke farvel til en af holdets største stjerner, nemlig Ómar Ingi Magnússon.

I sommeren 2020 skifter han til tyske SC Magdeburg - et skifte, TV 2 SPORT allerede tilbage i april erfarede var under opsejling, og nu bekræfter den tyske klub skiftet.

- Jeg glæder mig meget til at tørne ud for SC Magdeburg fra 2020. På mit besøg i Magdeburg fik jeg et godt indtryk af klubben, byen og det fantastiske håndboldpublikum.

- Jeg synes, jeg passer godt ind i Magdeburg og træner Bennet Wiegerts spilfilosofi. Jeg glæder mig til Bundesliga-udfordringen, og jeg ønsker at kæmpe og spille for titler, siger Ómar Ingi Magnússon til SC Magdeburgs hjemmeside.

Islændingen har haft en stor rolle på Aalborg-holdet i år, som har vundet "The Double", altså både DM og pokalturneringen. I DM-finalerne kom han dog ikke i spil, fordi han sad ude med en mindre hjernerystelse.

Generelt har 22-årige Ómar Ingi Magnússon været en vigtig mand for nordjyderne, da han har scoret 169 mål, mens han med hele 140 assists er den spiller i ligaen, der har lavet klart flest målgivende afleveringer.

Og det er da også et tysk mandskab, der ser frem til tilgangen af Ómar Ingi Magnússon.

- Vi er meget stolte over, at Ómar Ingi Magnússon har valgt at forpligte sig langsigtet til SC Magdeburg. Han er helt sikkert et af ​​de største europæiske talenter på højrebacken, og han har trods sin unge alder allerede stor international erfaring, siger Bennet Wiegert, der er træner i klubben.

Ómar Ingi Magnússon skiftede til Aalborg sidste sommer. Inden da spillede han i Århus Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland