Aalborgkammerat giver tryghed til mulig landsholdsdebutant

René Antonsen og Henrik Møllgaard kender hinanden fra dagligdagen i Aalborg Håndbold.

På klubplan er René Antonsen anfører og en erfaren leder, når Aalborg er på banen.

quote Møllgaard er en kanonfyr både på og uden for banen. Han giver noget ro, og det kender jeg fra Aalborg. Han er bare en god fyr og en god mand at stå ved siden af derinde. Han har prøvet nogle ting, og det giver mig noget ro.

René Antonsen.

På landsholdset derimod er rutinen ikke-eksisterende for den 27-årige håndboldspiller, der fortsat har sin første landskamp til gode.

Hvis debuten kommer i EM-kvalifikationskampen søndag aften mod Færøerne, kan han glæde sig over, at han kan læne sig op ad sin faste makker i Aalborg Håndbold.

Henrik Møllgaard har i flere år været en fast forsvarskumtap på landsholdet, og sammen med Antonsen udgjorde de et betonstærk midterforsvar i denne sæson, der bød på en danmarksmestertitel og pokalguld.

- Det giver mig da en sindssyg tryghed.

- Møllgaard er en kanonfyr både på og uden for banen. Han giver noget ro, og det kender jeg fra Aalborg. Han er bare en god fyr og en god mand at stå ved siden af derinde. Han har prøvet nogle ting, og det giver mig noget ro, fortæller Antonsen til TV 2 SPORT.

Tiltænkt rolle i både forsvar og angreb

Samarbejdet med Møllgaard og evnerne i forsvaret er især noget, der bliver fremhævet af den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen.

- Han har en god hårdhed og er en taktisk dygtig forsvarsspiller. Og så er han vant til at stå med Møllgaard. Det er også et plus, i og med at Møllgaard har en stor og central rolle for os, understreget landstræneren.

Udover Antonsen råder Nikolaj Jacobsen i den nuværende trup også over gode stregspillere som Simon Hald og Anders Zachariassen. Men René Antonsen gør dog nogle ting i angrebsspillet bedre end de andre.

- René er dygtig til at screene og stå lidt mere fast, så det er en type stregspiller, vi gerne vil se, om vi ikke kan få noget ud af.

Herunder kan du se interviews med René Antonsen og Henrik Møllgaard efter guldmedaljen blev sikret.

 

 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland