Dannebrog fylder 800 år: Her er fem ting, du måske ikke vidste om flaget

Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Læs fem ting, du måske ikke vidste om Dannebrog, nederst i artiklen.

I samarbejde med tv2.dk

Et af de mest kendte danske symboler fylder lørdag rundt. Efter sigende er det nemlig 800 år siden, at flaget Dannebrog faldt ned fra himlen under et slag i Estland.

Her greb kong Valdemar 2. det, lige før det ramte jorden - og derefter sejrede den danske hær, fortæller sagnet, der dog blot er én blandt mange historier om flaget.

Senere hen er det blevet fast inventar i mange danske hjem, hvor det ved lejlighed bliver viftet, hejst eller sat i en kage.

Læs også Har du styr på flaget? Her er de officielle regler for flaghejsning

Verdens ældste nationalflag

Selv om det efterhånden har mange år på bagen, er det nok de færreste, der har styr på andet end de mange traditioner, som Dannebrog er forbundet med.

Der findes dog ingen egentlige love og regler for, hvordan man bruger det danske flag korrekt. Men der er efterhånden opstået et slags reglement, der grundlæggende bygger på, at man skal ære og respektere Dannebrog.

Dronningen besøger Estland

I dagens anledning ankommer dronning Margrethe i kongeskibet, som Dannebrog også har lagt navn til, til Estlands hovedstad, Tallinn, hvor flagets fald skal fejres.

Hjemme i Danmark vil prins Joachim og prinsesse Marie deltage i en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København og et efterfølgende arrangement på rådhuset.

Kronprinsparret deltager i fejringen ved et arrangement på Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Her vil de blive præsenteret for en ny udgave af Dannebrog, som man forestiller sig, at det må have set ud i 1219.

I listen nedenfor kan du læse fem ting om det danske flag, Dannebrog, i anledning af den runde fødselsdag.

Fem ting, du måske ikke vidste om Dannebrog

1. Dannebrog markerer ikke sorg

Dannebrog er et flag, der er forbundet med mange traditioner, og de fleste er da også bekendt med, at der flages på halv i forbindelse med begravelser og sorg. Men vidste du, at man ikke bare 'må' hejse flaget halvt op?

 

Følger man foreskrivelserne, skal flaget først hejses helt op i toppen, hvor det skal hvile et par sekunder, før det hejses ned på halv.

 

Flaget markerer heller ikke i sig selv sorg - det gør placeringen.

 

2. Flag kan give dagbøder

Du kan i princippet flage med Dannebrog lige så tosset, du vil. Der er dog foreskrifter, der siger, at det ikke er tilladt at flage med andre nationalflag i Danmark uden tilladelse fra politiet. Trodser man det, kan det ende i dagbøder.

 

Det gælder ikke flag fra Grønland, Færøerne, de nordiske lande, FN- og EU-flaget. Heller ikke såkaldte fantasiflag som for eksempel et piratflag. Det regnbuefarvede Pride-flag er også undtaget - på nær de enkelte dage om året, hvor det er flagdage af særlig national betydning. Herunder 9. april, 5. maj og 5. september, der markerer henholdvis Danmarks besættelse (hvor der flages på halv til klokken 12), Danmarks befrielse og en hyldest til Danmarks udsendte.

 

3. Kongens flag

Dannebrog blev først anset som kongens flag. Der var endda et decideret forbud mod flagning for almindelige borgere mellem 1833 og 1854. Men i 1854 blev det frigivet til folket, og siden da blev det et symbol på en national fællesskabsfølelse for mange. 

 

4. Front mod Dannebrog

Står du i nærheden af en flagstang, mens Dannebrog skal enten op eller ned, bør du ifølge foreskrifterne altid have front mod de rødhvide farver.

 

5. Valdemarsdag

I forbindelse med Dannebrogs 700-årsfødselsdag blev Valdemarsdag lanceret for at fejre, da Dannebrog fald ned fra himlen.

Forsiden lige nu