Nordjysk damedouble sikrer sig ny finaleplads

Foto: Rui Vieira, Ritzau Scanpix

Foto: PAUL ELLIS / Ritzau Scanpix

1 af 2

I samarbejde med tv2.dk

Der vil blive angrebet mere i dette års finale, lover den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl spillede sig lørdag i finalen ved All England.

På trods af en status som andenseedet var det ellers ikke givet, at de ville komme så langt. For optakten til turneringen var alt andet end optimal.

De sidste to uger op til turneringen havde Kamilla Rytter Juhl døjet med sygdom, og træningen før kampen i første runde, var hun ramt af krampe i begge lår.

Kampen i dag var rodet, men vi har lovet hinanden, at vi hænger på, når det er svære perioder

Christinna Pedersen

- Jeg er overvældet over, vi har løst den her opgave hele ugen. Kampen i dag var rodet, men vi har lovet hinanden, at vi hænger på, når det er svære perioder, og jeg synes, vi får spillet os frem til chancer. Selv når det bølger lidt, og der er lidt grus i maskineriet, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

Det er andet år i træk, at den danske double har kvalificeret sig til finalen ved All England.

  Foto: PAUL ELLIS, Ritzau Scanpix

Sidste år gik det knap så godt, da de tabte kampen 18-21, 13-21 til Chang Ye-na og Lee So-hee fra Sydkorea.

Derfor håber Kamilla Rytter Juhl på, at danskerne kan gøre det bedre i år. Både resultat- og spillemæssigt.

- Vi må se, om vi ikke kan spille lidt bedre. Det vil være vores mål for finalen, for sidste år var vi lidt for afventende, og vi følte ikke, vi ramte spillet. Det skal vi gøre, hvis skal have en lille chance for at slå japanerne, siger Juhl.

Det er stadig usikkert, hvem de danske kvinder skal møde i finalen. Men ligesom Kamilla Rytter Juhl siger, så ved de, at det bliver et japansk par. For den anden semifinale bliver et rent japansk opgør mellem Shiho Tanaka/Koharu Yonemoto og Yuki Fukushima/Sayaka Hirota.

  Foto: PAUL ELLIS / Ritzau Scanpix

Begge par har en god statistik mod danskerne, og derfor har Juhl og Pedersen ikke noget foretrukket ønske til en finalemodstander.

- Parrene er meget ens. Og jeg tror egentlig ikke, vi har et bedre tag på det ene par frem for det andet. Vi har bare lovet hinanden, at vi ikke kommer til at stå og glo. Vi gør noget ved det i morgen, siger Juhl og bakkes op af sin makker.

- Vi har lært at angribe situationen bedre i en finale. I kommer til at se to krigere, som vil angribe spillet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

Alle søndagens finaler ved All England bliver sendt på TV 2 SPORT fra klokken 13-19.

Flere nyheder fra TV2 Nord