Ny politiskole udskudt flere år

Foto: Arkivfoto (Lone Vad Dam)

I samarbejde med tv2.dk

Justitsminister Søren Pind (V) fortæller nu, at den nye politiskole først bliver klar i løbet af 2019 eller 2020.

Beslutningen om, hvornår den nye politiskole skal opføres, er blevet udskudt. Det siger justitsminister Søren Pind (V) i et interview med politiforbundets blad Dansk Politi. Det skriver Jydske Vestkysten.

- Mit håb er, at den er klar i løbet af 2019, men det er kompliceret, så måske bliver det først i 2020, siger Søren Pind.

Den nye politiskole skal ligge vest for Storebælt, og oprindeligt var 74 mulige placeringer i spil.

Skolen skulle have stået klar i 2018, men det kommer ikke til at ske. Det skuffer Peter Kofod, retsordfører fra Dansk Folkeparti. 

Vi har brugt et år med papirer, uden at der er kommet nogen skole ud af det. Jeg er meget skuffet. Vi mangler de her betjente, og politistyrken er meget presset i forvejen. Jeg er meget skuffet over Søren Pinds udmelding. Det er ikke klart, hvorfor den nye politiskole nu skal udskydes, siger Peter Kofod til TV 2.

Udskudt over flere omgange

Beslutningen om placeringen af den nye politiskole er tidligere blevet udskudt. Tilbage i juni lød det, at beslutningen ville blive truffet ’efter sommerferien’. Udskydelsen dengang skyldtes, at Rigspolitiet ville undersøge alle muligheder i forhold til et nybyggeri.

Læs også Hånbækskolen i Frederikshavn i spil som politiskole

Den vestdanske politiskole er en del af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2016-2019, "Et styrket politi. Et tryggere Danmark".

Men nu bliver opførslen af den nye politiskole i stedet en del af de kommende finanslovsforhandlinger, fortæller Søren Pind også i videoen.

Et af Rigspolitiets krav til den nye politiskole er, at skolen helst ikke skal placeres længere væk end to timers udrykningskørsel fra København.

Den nye politiskole skal imødekomme politiets fremtidige behov for at få uddannet flere politibetjente og hjælpe med at øge aktiviteten i udkantsdanmark.