En særlig tur: Far og søn skal sammen flyve stort fly til Thailand

Karsten Dissing Olesen har fløjet i 38 år. Sønnen Peter Dissing Olesen har fløjet i 12. Foto: Privat

Det er ikke hver dag, Peter og Karsten Dissing Olesen får så meget kvalitetstid, som de får i aften og nat.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Når en Airbus 330 her til aften letter fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen mod Phuket i Thailand, så er det med to piloter med ens efternavne i cockpittet.

Det var meget specielt, da vi i første omgang blev ansat i samme firma, og det er meget specielt at flyve sammen

Peter Dissing Olesen, Pilot, Thomas Cook Airlines

Peter Dissing Olesen og Karsten Dissing Olesen bor begge i Thisted, er begge to piloter for Thomas Cook Airlines, og udover det så er de far og søn. Peter Dissing Olesen fortæller, at turen er noget særligt for makkerparret.

- Vi skal flyve en Airbus 330, et af vores største fly i flåden, til Thailand. Det er ikke så ofte, det sker i Aalborg med så stort et fly. Så det er lidt særligt, og så har vi fået den sammen, fortæller han glad.

Samtidigt er det også sidste gang, at far og søn får så lang en tur sammen. Karsten Dissing Olesen går nemlig på pension til maj.

- Det var meget specielt, da vi i første omgang blev ansat i samme firma, og det er meget specielt at flyve sammen. At flyve om på den anden side af jorden i den store maskine er endnu mere specielt, siger Peter Dissing Olesen.

Far og søn en del år inden, at Peter Dissing Olesen selv kunne få lov til at flyve. Foto: Privat

Stor inspiration

Peter Dissing Olesen forklarer, at han altid har vidst, at han skulle være pilot. Den inspiration har han fået fra sin far.

Læs også Byt dig til nyt tøj: Nordkraft slår dørene op for bæredygtigt byttemarked

- Jeg sad med på klapsædet som lille og fløj med jorden rundt. Det var noget, jeg ville helt fra barnsben. Jeg fik mit flycertifikat som 17-årig, inden jeg overhovedet havde fået mit kørekort, fortæller han.

Han har nu været pilot i 12 år, mens hans far har fløjet i 38. Der er en del kvalitetstid på sådan en lang tur.

- Det er klart, at når man møder ind, letter, lander og udfører opgaver, så er man bare på arbejde. Men undervejs vil der også være tid til at snakke sammen, siger Peter Dissing Olesen.

Turen er arrangeret af Spies, og far og søn letter klokken 22:15 fra Aalborg i aften.

Det er ikke ofte, at en Airbus 330 flyver fra Aalborg Lufthavn. Men det sker i aften. Foto: Privat

Forsiden lige nu