To mænd dømt for voldtægt af 16-årig aalborgenser

To syriske mænd blev onsdag dømt for voldtægt af en 16-årige pige fra Aalborg. Retten lagde vægt på pigens forklaring om, at hun var for beruset til at sige fra.

I retten i Viborg blev to syriske mænd på henholdsvis 18 og 20 år onsdag dømt for voldtægt af en 16-årig pige fra Aalborg.

Den 20-årige blev idømt 16 måneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Den 18-årige fik 14 måneders ubetinget fængsel, men slipper for at skulle forlade landet, idet retten valgte at gøre hans udvisning betinget. Han fik en mildere straf, fordi han var 17 år, da voldtægten fandt sted.

Med dommen valgte byretten i Viborg at stole på den 16-åriges forklaring om, at hun var for beruset til at sige fra over for de to mænd. 

Ifølge folkebladet Skive havde de tiltaltes skiftende forklaringer undervejs i sagen også betydning for udfaldet.

Voldtægten fandt sted i et anlæg i Skive natten mellem den  24. og 25. september 2016, efter den 16-årige havde været i byen. 

De to mænd, der bor i Skive, nægtede sig begge skyldige i voldtægt og valgte med det samme at anke dommene til landsretten.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland