Redningsaktion hele natten: Mand i båd efterlyst i Limfjorden

Dansk Søredningsselskab fra Løgstør og Marinehjemmeværnet i Thisted brugte hele natten på at lede efter beruset mand. Arkiv. Foto: Per Frank Paulsen

Både politi, Søredningstjenesten og marinehjemmeværnet deltog i eftersøgningen af en 36-årig mand lørdag nat.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Omkring midnat ringede bekymrede borgere 112. De havde været i selskab med en 36-årig mand, der var sejlet ud fra Ejerslev Havn på Mors. Anmelderne frygtede, at manden var så beruset, at det ikke var forsvarligt, at han sejlede alene på fjorden om natten.

- Vi fik Dansk Søredningsselskab fra Løgstør og Marinehjemmeværnet i Thisted med båden Jupiter ud for at lede efter manden. Vi viste ikke, hvilken retning manden var sejlet i, så vi ledte i et stort område, fortæller Rolf Willadsen, der er vagthavende officer hos Søredningstjenesten JRCC.

Hjælp fra telefonsporing

Søredningstjenesten fik hjælp fra politiet til at lokalisere den forsvundne mand.

- Vi hjalp med at lave en sporing på vedkommendes telefon for at få en retning af, hvor båden og manden kunne befinde sig, siger politiets vagtchef Lars Even og fortsætter:

-  Sporingen giver os kun en retning af, hvor han kan være - ikke et præcist sted.

Sejlet tværs over fjorden

Omkring klokken 6.00 søndag morgen lykkedes det Søredningstjenesten at finde frem til den 36-årige mand. De fandt ham sovende i sin båd i Rønbjerg Havn – på modsatte side af Limfjorden

- Det var tankeløst af manden, der skabte bekymring uden grund, og vi brugte hele natten på at lede efter ham, siger Rolf Willadsen.

Forsiden lige nu