Masser af mennesker og bajere til øllets dag i Thisted

Øl i stride strømme må være enhver ølelskers drøm. Lørdag var der øllets dag i Thisted.

quote Bare det lugter af øl eller nogen har nævnt ordet, øl, så drikker vi det og smager på det.

Arrangør Jens Munk

Øl. Det er bare noget, mange danskere er vilde med. Så det kommer måske ikke bag på mange, at billetterne til dette års øldag på Thisted Bryghus blev revet væk.

- Det er bare fantastisk at prøve noget forskelligt og se, hvad det egentlig er, der gør, at det smager godt, forklarer Peter Foged fra Sønderho på Fanø, der sammen med et par kammerater er til øllets dag i Thisted.

Håndbryggere og ølelskere samlet i en festival, hvor man ikke går tørstig hjem.

- Øl er en del af dansk kultur. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at man har valgt en dag, hvor man fejrer vores gode gamle kulturdrik, siger Antoni Aagaard Madsen, der er brygmester på Thisted Bryghus.

I alt er der 1.100 deltagere til øllets dag på Thisted Bryghus.

Flere end 100 øl

Man skal lede langt efter en hel almindelig pilsner, selvom der er mere end 100 forskellige varianter af øl.

LÆS OGSÅDanmarks bedste bryggeri ligger i Thisted

- Nu springer vi ud i alt. Bare det lugter af øl eller nogen har nævnt ordet, øl, så drikker vi det og smager på det. Der findes i princippet ikke dårligt øl. Der findes bare forskellig smag af øl, og det er derfor, at mangfoldigheden af øl er så stor, fortæller arrangør Jens Munk.

Det kan Peter Fogeds kammerat, Dennis Nørby fra Stavtrup vest for Aarhus, skrive under på.

- Der er rigtig mange hjemmebryggere, som ikke kommer i butikkerne, så du får smagt mange flere øl, siger han.

Thisted Bryghus er også næste år vært for øllets dag.


Seneste nyt

fra Nordjylland