En norsk mand hoppede mandag aften i havnebassinet Thisted. Flere deltog i redningsaktionen.
Det skabte stort postyr, da en 44-årig mand fra Norge mandag aften endte i havnebassinet Thisted.
- Han hoppede selv i, og det skete i en brandert, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even til TV MIDTVEST.
Den spontane badetur foregik klokken 18:30, og heldigvis for nordmanden var der hjælp at hente lige i nærheden.
Det var gæster på en nærliggende restaurant, der kom den berusede nordmand til undsætning og fik bjærget ham op af havnebassinet.
Den berusede 44-årige mand har natten til tirsdag sovet rusen ud i detentionen, oplyser politiet.
- Vi har ikke talt med ham endnu, men han bliver senere lukket ud igen, fortæller vagtchef, Lars Even, tirsdag morgen.
Det var en forbipasserende kvinde, der fik slået alarm om hændelsen.