Piraternes nye amerikaner er vild med Aalborg

04:42

Nu får I sidste afsnit i serien om nordjyske elite-klubbers integration af udenlandske spillere. I denne uge skal vi en tur ud til ishockey-klubben Aalborg Pirates.

Foto: Michael Schmidt Thomsen

1 af 2

Aalborg Pirates kigger målrettet mod Nordamerika, når der skal hentes spillere fra udlandet. En af nyerhvervelserne er Andrew Blazek, der kommer fra USA.

Udenlandske nomader er en kendt importvare i den danske ishockeyliga. Spillere fra alle verdens hockeynationer, der prøver lykken i Danmark og drømmer om et internationalt gennembrud via den danske is.

En af nyeste bekendtskaber er 28-årige Andrew Blazek fra Pittsburgh i USA. På det amerikanske kontinent fik han aldrig drømmen opfyldt om NHL, så nu tager han chancen hos piraterne i 9000 Aalborg.

- Jeg har hørt, at ligaen er god og hurtig. Den europæiske stil passer mig nok bedre end den amerikanske, siger Andrew Blazek.

- Jeg havde nogle gode år på østkysten i USA og en lille smule i AHL. Jeg vil have det meste ud af mine karriere og se, hvad jeg kan gøre herovre.

Da Andrew Blazek i sommer landede i Aalborg, blev han i lufthavnen mødt af både sportschefen og direktøren fra Aalborg Pirates. Han er kommet til et sted, hvor det ikke er penge, men talentudvikling, ydmyghed og hårdt arbejde, der skal sikre sejrene.

- Vi ved godt, udenlandske stjerne godt kan have meget fokus på deres egen præstation. Det gør heller ikke noget, men der skal også være et rum til andre mennesker, siger administerende direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring.

Det var netop derfor, at klubben valgte at skrive kontrakt med Andrew Blazek. En åben, sjov og venlig amerikaner, der ikke umiddelbart sætter sig selv over holdet i et omklædningsrum med mange urutinerede nordjyder.

- Jeg har det godt med yngre spillere. Jeg er selv et barn. Det er godt at have et mix af de unge og ældre spillere. Jeg tror virkelig, det kan bruge det til vores fordel i år, siger Andrew Blazek.

Man har tidligere i Aalborg haft mindre succes med flere østeuropæiske spillere, hvor integrationen i byen og på holdet er slået fejl - blandt andet grundet den sproglige barriere. Derfor kigger ledelsen nu bevidst mod Nordamerika, så man kan få spillere ind, der ikke falder uden for fællesskabet.

Aalborg Pirates er Andrew Blazeks første klub i Europa. Han havde tilbud fra blandt andet Østrig, hvor lønnen ville have været højere. Men valget faldt i sidste ende på det nordjyske hockeymiljø.

- Det her var et godt sted at komme for første gang, slutter Andrew Blazek.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord