Projekt løfter tosprogede elever markant

En række skoler og ungdomsuddannelser i Aalborg har i et projekt med tosprogede elever skabt store resultater.

Siden 2010 har otte folkeskoler, samt erhvervsuddannelser og gymnasier i Aalborg Kommune med Projekt Uddannelsesløft forsøgt at højne tosprogede elevers uddannelsesniveau, og det er lykkedes over forventning.

Målsætningen for indsatsen på folkeskoleområdet var at hæve karaktergennemsnittet for de tosprogede unge med 0,2 i gennemsnit - I løbet af projektet er karaktergennemsnittet for de involverede elever steget med henholdsvis 1,3 og 0,8.

- Resultaterne vi har opnået i de fire år Projekt Uddannelsesløft har kørt har været bedre, end vi havde turdet håbe på - ikke bare på folkeskoleområdet, men også den del af projektet, der har omhandlet erhvervsuddannelserne og gymnasierne. For os er der slet ingen tvivl om, at erfaringerne fra dette projekt kan give et stort løft til tosprogede elever i Aalborg Kommune og i resten af landet - både i folkeskolen, på erhvervsuddannelserne og på gymnasieniveau, fortæller Helle Tobiassen, der er projektleder for Projekt Uddannelsesløft.

En af de involverede folkeskoler er Herningvej Skole i Aalborg Øst. Her har man haft stor glæde af de kompetenceløft de involverede lærere har fået i forbindelse med projektet.

- Det har været en stor øjenåbner for mig, at sproget kan være så stor en barriere for elevernes forståelse af undervisningen. Med metoderne vi har lært, oplever jeg, at eleverne er meget mere engagerede og opfatter tingene hurtigere, så for mig er der slet ingen tvivl om, at de har fået en bedre forståelse af både fagene og det sprog, der følger med - og det gælder faktisk alle mine elever, ikke kun de tosprogede, siger Flemming Lind, der underviser i matematik, biologi og geografi på Herningvej skole.

Projekt Uddannelsesløft har siden 2010 kørt på udvalgte årgange på: Filstedvejens Skole, Herningvej Skole, Mellervangskolen, Seminarieskolen, Sofiendalskolen, Sønderbroskolen, Tornhøjskolen, Vejgaard Østre Skole, UngAalborg Uddannelsescenter, UU-Aalborg, AVU/VUC-Nordjylland, Aalborghus Gymnasium, Aalborg Handelsgymnasium, Aalborg Katedralskole, Hasseris Gymnasium, Aalborg Studenterkursus, Aalborg Tekniske Gymnasium, HF/VUC Nordjylland, Nørresundby Gymnasium og HF, SOSU-Nord og Tech College Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland