Psykiatrien i Nordjylland modtager patientpris

Foto: Region Nordjylland

Psykiatrien i Nordjylland modtager årets patientpris, der bliver uddelt af Region Nordjylland til en afdeling, der særlig formår at tage vare på sine patienter.

Region Nordjylland uddeler årligt en patientpris til en afdeling inden for det nordjyske hospitalsvæsen, der er særligt god til at tage sig af sine patienter. 

I år går den pris til Psykiatrien i Nordjylland, der har modtaget 199 indstillinger fra nordjyske patienter og pårørende til året pris.

- Det er rørende at læse de mange positive beretninger, der er i indstillingerne. Jeg bliver rigtig glad, når vi også får lov til at dvæle ved de gode historier og få dem frem i lyset, siger Jens Ibsen, formand i Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland.

- Indstillingerne fortæller, at Psykiatrien formår at omfavne både patienter og pårørende med medmenneskelighed, varme, forståelse og respekt.

Elsebeth Bloch er mor til Emilie. Emilie kom i 2017 i behandling i Psykiatrien efter et langt forløb, hvor hun bare havde fået det værre og værre og til sidst havde en dyb depression.

- Det var helt fantastisk. Fra første møde kunne vi mærke deres varme og omsorg. De nåede allerede der ind til både mig og min datter. Som pårørende følte jeg med det samme en stor byrde blive taget af mine skuldre. Der var nogen, der ville hjælpe mig med at bære den, siger Elsebeth Bloch.

- Det kan føles meget ensomt som forælder. Det er ikke en kendt situation, og det kan være meget svært at se, hvordan man kan hjælpe sit barn. Men hele personalegruppen har været der for os. Vi har hele tiden kunnet ringe ind og få råd og vejledning. En aften klokken 21 i starten af forløbet ringede overlægen bare for at høre, hvordan vi havde det, siger Elsebeth Bloch.

Elsebeths datter er i dag 21 år og i gang med at tage 3.G, som hun måtte udskyde på grund af sin sygdom.

Stor cadeau til personalet

Psykiatridirektør Anette Sloth er meget stolt og utrolig glad for prisen. Det er den bedste pris, man kan få.

- Det betyder rigtig meget, at medarbejderne bliver anerkendt for deres arbejde. Der er mange udefrakommende krav og forventninger til Psykiatrien, men vi lykkes alligevel i høj grad med at fastholde et højt fagligt niveau og drage omsorg for både patienter og pårørende, siger Anette Sloth.

Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling og Akutmodtagelsen i Aalborg var begge med i opløbet om at modtaget årets pris.

Kriterierne for udvælgelse af prismodtager er:

  • Patienten bliver sat i fokus
  • Der er sammenhæng i forløbet hos patienterne
  • Tværfaglighed
  • Afdelingen værner om patientens identitet/integritet 
  • Nærværende personale
  • God dialog (aktiv lytning og empati). 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord