Rådmand efter flere havneulykker: Jeg er ikke tilhænger af et hegn

Foto: Lone Vad Dam

Den seneste uge er fire mennesker faldet i Limfjorden i Aalborg. Det handler om adfærd, mener rådmanden på området. Han er ikke klar til at hegne havnen ind.

På bare en uge har der været fire ulykker omkring Aalborgs havnefront, hvor personer er faldet i den iskolde Limfjord. Det er ikke et nyt fænomen, og sikkerheden omkring fjorden og havnefronten er et evigt tilbagevendende debatemne.

I TV2 Nords debat- og aktualitetsprogram Fokus, blev emnet diskuteret torsdag aften. Her deltog blandt andre Aalborg Kommunes rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen (Socialdemokratiet).

Der er én ting, vi ikke kan sikre os imod, og det er uhensigtsmæssig adfærd på havnen, og det er det, vi desværre ser i nogle af de her tilfælde, der har været historisk på havnen.

Hans Henrik Henriksen, rådmand

Han fortalte, at Aalborg Kommune gør rigtig meget for hele tiden at højne sikkerheden på havnen.

- Vi har sat lys på de her stiger. Vi har gennemgået de stiger, vi har dernede for at sikre, at de også er synlige, hvis man skulle falde i vandet. Der ligger tov ved en stor del af havnefronten, som man kan føle sig frem til og holde sig oppe med. Og så har vi indgået det her samarbejde med universitetet om brug af termiske kameraer, som holder øje med den mest trafikerede del af havnefronten, så man inde fra beredskabet kan se, om der er nogen, der nærmer sig havnebassinet, sagde Hans Henrik Henriksen.

Aldrig problemer ved store arrangementer

Kommunen har halvårlige sikkerhedstjek samme med politiet for at finde ud af, om man kan gøre endnu mere for at sikre havnefronten. Men det er ikke alle ulykker, der kan forhindres ved at havnen er ordentligt oplyst, og der er stiger, men kan klatre op af igen.

- Der er én ting, vi ikke kan sikre os imod, og det er uhensigtsmæssig adfærd på havnen, og det er det, vi desværre ser i nogle af de her tilfælde, der har været historisk på havnen, siger rådmanden.

Læs også Jannick lå livløs i havnebassinet: Nu er han udskrevet uden mén

Han fortæller, at der aldrig er problemer til store arrangementer, eksempelvis Tall Ships Races eller sommerens DGI Landsstævne, selv om der i de tilfælde er rigtig mange mennesker på havnen på samme tid. Og netop det, at havnen bruges til så mange forskellige formål gør også, at rådmanden ikke er vild med tanken om at sætte hegn op ved havefronten for at sikre, at folk ikke kan falde i.

"Det handler om adfærd"

- Vi har en meget åben havn, hvor vi har mange aktiviteter bygget op omkring. Der tror jeg bare, det er vigtigt, at vi har en havn, som er brugbar for rigtig mange. At den kan bruges af dem, der kommer sejlende hertil. Begynder vi først at spærre af, får vi en lukket havn, og så tror jeg ikke, den er så interessant for brugerne, siger Hans Henrik Henriksen, som igen opfordrer til, at havnens brugere passer bedre på, og så efter at alkoholen eventuelt er gået ind. 

Læs også Efter fire er faldet i fjorden: Sikkerheden på havnen skal øges

- Det handler om adfærd, og det handler om at oplyse unge mennesker, og også ældre for den sags skyld, at om aftenen, efter mørkets frembrud, er det en god idé, at man er mere forsigtig, når man bevæger sig rundt nede på havnen. Det er vores opgave som kommune at sikre, at der er oplyst dernede, og at man kan komme op af vandet, hvis uheldet er ude. Men jeg er ikke tilhænger af, at vi skal til at sætte et hegn op langs hele havnefronten. Det vil jeg være meget ked af, siger Hans Henrik Henriksen.

Du kan se torsdagens udgave af debatprogrammet Fokus her.

Forsiden lige nu