Ransagning i Aalestrup er slut: Fund af narko og ammunition

Foto: Per Frank Paulsen

Politiet fandt desuden tyvekoster, der stammer fra indbrud i lokalområdet. Aktionen var en del af bekæmpelsen af bandekriminalitet.

Ransagningen af en adresse i Aalestrup i Vesthimmerlands Kommune med tilknytning til bandemiljøet er netop overstået - kl. 13.35. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I forbindelse med ransagningen blev der fundet mindre mængder narkotika, ammunition og tyvekoster fra flere indbrud.

- Tyvekosterne stammer fra indbrud i fritidshuse i lokalområdet, oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Preben Møller.

En 32-årig mand blev kortvarigt anholdt i forbindelse med aktionen. Han er nu sigtet for en række overtrædelser, der endnu ikke er oplyst. TV2 Nord erfarer, at den 32-årig har bopæl på den ransagede adresse.

Del af større indsats mod bandemiljøet

Onsdagens aktion i Aalestrup er en del af en større indsats, oplyser politikommissær Preben Møller:

- Det her er led i en overordnet strategi mod bandemiljøet. Vi har oplysninger om, at der er rekruttering i gang i Vesthimmerland, så på den baggrund har vi i samråd med Vesthimmerlands Kommune valgt at slå til mod adressen, siger han.

TV2 Nord erfarer, at rekrutteringen sker til rockerklubben Satudarah. Rockerklubben stammer oprindeligt fra Holland, men er på vej flere steder i Danmark.

Læs også Politiet ransager banderelateret adresse ved Aalestrup

Forsiden lige nu